Jeg har valgt at lave det her opslag om løs knæskal / patella luksation, fordi det er en lidelse som ses hos rigtig mange hunde, og det er desværre ikke ret mange hundeejere, der opdager at deres hund har det, før den har gået med det længe.
Jeg har selv tre hunde som er blevet opereret i knæene. To af dem er blevet opereret i begge knæ og den tredje i ét knæ - derudover har jeg på nuværende tidspunkt kendskab til flere hunde, der er blevet opereret (både store og små) og flere der bør blive opereret... Desværre er det ikke alle hundeejere, der vil indse/erkende, at hunden har et alvorligt ledproblem. Læs om vores oplevelse under "mine hunde" Symptomer på løs knæskal Symptomerne på løs knæskal kan variere fra hund til hund, da ikke alle er ens, men det typiske tegn er at hunden humper/halter på det ene eller begge ben. Hunden vil trække benet op under sig og halte alt fra ét til mange skridt. Mange hunde springer blot et enkelt skridt over - sker det hver dag, så bør man tage forbi en dyrlæge med speciale i bevægeapparatet. Et andet symptom som er svært at se, specielt på langhårede hunde er, at hunden går stivbenet. Her vil hunden helt undgå at bevæge knæledet, men blot hofteledet. På længere sigt vil det give slidgigt og misdannelse i ryggens hvirvler. En rask hund vil bruge sine led uden problemer. Hunde skal bøje i knæledet når de går. Når de går stivbenet kan de også begynde at gå krumrygget. Nogen hunde - typiske de store racer - knækker sammen og kan slet ikke gå. Her er man jo på ingen måder i tvivl. Men de små racer kan som regel (desværre) godt gå med det. Derudover kan der være adfærdsmæssige symptomer som: Aggressivitet, mangel på appetit, pludselig sky, vil ikke snakke med andre, vil ikke røres på bagbenene, vil ikke følge med til træning eller udføre kommandoer, inaktivitet. Uanset hvad, så er en hund med løs knæskal i smerter og jo længere tid de går med det jo større risiko for slidgigt i knæet og andre steder i kroppen alt efter hvordan hunden kompensere. Forebyggelse af løs knæskal - Ingen overbelastning af ledene som hvalp. - Køb hvalp fra forældre der er testet fri for lidelsen (det er ofte forkortet til "PL" - husk at se dokumentation fra dyrlægen) - Undgå ulykker såsom falde ned fra sofa, falde på trapper eller andre steder. - God kost fra start. En god kost er baseret på kød og grønsager, uden diverse fyldeprodukter. Det gives i en passende mængde så hunden ikke over/underspiser. - Styrkelse af bagbenmuskulatur v.h.a gå ture på forskelligt underlag, op og ned af bakker, balancetræning og lignende, uden at overbelaste hunden. - Undgå løb og leg på glatte overflader - gælder hele hundens liv. Hunden kan glide og slå knæet af led eller slå det i stykker. Det kan også skade andre led/knogler på hundene som fx hofter og albuer. Hvornår og hvordan tjekkes det? Hunde kan få konstateret løs knæskal allerede til deres 8-12 ugers tjek, hvis man beder dyrlægen om at tjekke det. De mærker blot på om knæene kan rykkes af led og hvor nemt det er. Hvis dyrlægen siger, at det er nemt at rykke af led, så er hunden altså ikke fri for løs knæskal som voksen. Det bliver ikke bedre, men det bliver enten som det er nu eller værre. Nogen mener, at man ikke kan være sikker før hunden er 1 år, fordi man først tjekker avlshunde som 1 årige - men det er altså løgn. Man kan være helt sikker, når ens hund har ondt! Jeg fik min ene hund som 14 ugers og allerede dér haltede hun dagligt og ville ikke have at man rørte bagbenene. Har hunden først fået løs knæskal så kommer den ikke af med det igen uden en operation. Hunde(hvalpe) vokser IKKE fra løs knæskal! Men de kan lære at leve med smerten - der er stor forskel på det at vokse fra det og lære at leve med det, og det er selvfølgelig ikke ok at lade en hund leve med den smerte. Det er arveligt, men kan også komme pga. skader på knæet. Dyrlægen kan vurdere, hvorfor den har fået det ud fra hvad man fortæller om hunden og ud fra røntgenbilleder. Vil du vide mere om lidelsen? Så kig under "mine hunde", hvor du kan læse om hvad mine tre hunde har været igennem, og ellers kig forbi facebookgruppen "Hunde med løs knæskal (patella luksation)" Er du i tvivl om din hund har løs knæskal? Hvis du er i tvivl, så tag til en dyrlæge med speciale i bevægeapparatet. Det kræver ekstra uddannelse og kurser end "blot" dyrlægeuddannelsen at have den korrekte viden omkring løs knæskal hos hunde.
0 Comments
|
Forfatter25 årig kvinde med stor interesse for hunde-træning og adfærd. Arkiver
February 2018
Kategorier
All
|