Hvordan sikre jeg mig, at hundens tænder forbliver rene og hvide, når jeg får den hjem? Kan jeg undgå tandrensning på en voksen hund uden at børste tænder på den? (Klik på billederne for at se dem i større format) Billederne ovenfor viser tre meget flotte og rene tandsæt hos tre forskellige hunde, der alle har én ting til fælles; de er blevet fodret med råt kød og rå ben, og har aldrig fået renset tænder. At fodre med råt kød og rå ben kaldes for BARF (bones and raw food) eller råfodring. Der er ingen grænser for, hvad man kan give sin hund af råt. Man kan give al slags kød, ben, brusk og indmad - dog nogle ting med måde. Vigtigst er at sætte sig ind i det, inden man begynder. BARF kan erstatte tørkost helt eller gives som supplement til tørkost. Vil du have hjælp til at begynde med råfodring, så søg efter den nærmeste BARF-forhandler, eller kig ind i facebook-gruppen BARF - råfodring af din hund & kat Rå kød, ben og brusk renser hundens tænder, når den tygger i det. Ved at give rå ben skal hunden tygge i længere tid, og får således brugt alle tænder undervejs. Udover at det er en god metode til rensning og vedligeholdelse af tænderne, så er det også god beskæftigelse og sundt for hunden. Den får brugt godt med tid på at spise og bliver afslappet af det. Hunden og dens mave-tarmsystem er lavet til, at bruge lang tid på at spise og fordøje. Tørkost tager oftest alt fra få sekunder til få minutter at spise, hvorimod ben med kød på tager noget længere tid. Her hjemme giver vi specielt ben, når vi har brug for at hundene er i ro. Det giver både ro under og efter de har spist benet. Hvilke ben er bedst? Hunde skal primært have rødt kød såsom hest, okse, rådyr, lam mm. Hvorimod katte primært skal have lyst kød som kanin, kylling, kalkun mm. Der er nogle få forholdsregler man bør tage, når man giver sin hund et råt ben, og nogle ting man bør viden inden da: - Lad aldrig hunden være uden opsyn, så du er sikker på, at den ikke sluger det. - Giv ikke for mange rørknogler / lårbenknogler fra større dyr, da de er så hårde at de kan slide tænderne ned, og i værste fald knække dem. - Giv ikke for meget ben ad gangen, specielt ikke de første par gange, da det kan give forstoppelse eller tynd mave. Det er noget hundens mave skal vænnes til, så start med lidt ad gangen. - Giv gerne indmad/lever eller råt kød samtidig med benet, så er det nemmere for hunden at fordøje. - Ved større dyr: Rygsøjlen og ribben er rigtig gode, da de er bløde og nemmest at fordøje. De slider ikke tænderne ned, og giver ingen risiko for at tænderne knækker. - Variantion er godt! Skift mellem forskellige ben- og kødtyper. - Svineben kan give forstoppelse pga. det høje indhold af gelatine i benene. - Nogle hunde kan ikke tåle alle slags ben og vil derfor få dårlig mave eller kaste op - specielt, hvis der gives for meget ad gangen. Der er ikke andet for, end at prøve sig frem. Benene kan købes hos BARF-forhandlere og slagtere. Personligt køber jeg hos en slagter, der både sælger okse, hest og rådyr. Det er meget billigere end hos fx Rigtighundemad.dk Ellers er der de tyske forhandlere som fx das-tierhotel.de Må jeg give rå kylling og andet fjerkræ? Ja, du må meget gerne give kylling/fjerkræ til din hund. Fjerkræets knogler er bløde og let-bøjelige, så de er nemme at tygge og fordøje. Det anbefales oftest, at man starter med kylling, hvis hunden aldrig har fået råt før. Desværre lever skrønen om at kyllingeben splintre stadigvæk. Det er en træls skrøne, for den er både rigtig og forkert. Det rigtige ved skrønen er, at tilberedte ben - uanset hvilket dyr det er fra - har stor risiko for at splintre og kan derved skade hunden indvendig. Når knoglerne bliver tilberedt ændre det strukturen i knoglerne, og det gør at de ellers bløde og meget spisevenlige knogler bliver hårde og skarpe - de bliver livsfarlige for hundene. Hvad med kogte okseben/marveben? Uanset hvilken form for tilberedning benene har været igennem, så bør man IKKE give det til hunden. Der er desværre mange, som koger benene inden de giver det til hunden. Det er en kæmpe fejl at gøre, som kan slå hunden ihjel. Giv derfor altid RÅ ben til din hund. Så sikre du dig en glad hund med sunde tænder. :-) Hvor ofte må hunden få et råt ben? Det er meget forskelligt. Man kan give det alt fra én gang i ugen til hver dag. Det afhænger af, hvad hunden ellers får at spise. Får hunden tørkost og/eller vådfoder og børster man ikke tænder på den ugentligt, så bør man i den grad give rå ben mindst én gang i ugen, for at sikre sig, at hunden ikke får dårlige tænder. Tørkost renser nemlig ikke tænderne - det sætter sig som små klatter mellem tænderne, og det er dét, der gør dem gule. Her hjemme får hundene rå ben/brusk 4-6 gange i ugen. 3-4 gange rødt (rådyr, okse, hest eller lam) og 1-2 gange lyst (fjerkræ eller kanin). Vores hunde får tørkost morgen og aften, men de dage, hvor de får ben/brusk erstatter det den ene portion tørkost. Når jeg skriver brusk mener jeg fx rå kyllinghalse. Klik på billederne nedenfor, for at se dem i større format. Hvad gør jeg, hvis min hund slet ikke vil tygge i ben? Desværre sker det en sjælden gang i mellem, at et fåtal af hunde ikke vil bruge kræfter på at tygge i ben eller bare ikke kan lide det. De hunde som slet ikke vil, bør få børstet tænder ugentligt, ellers ender man desværre med en hund, der skal have tandrensning hos dyrlægen (ofte). Har du været til dyrlægen og fået bekræftet at hunden ikke har ondt eller er syg, prøv at give disse ting til hunden, inden du giver op: - Ribben fra diverse dyr - Stykker af rygsøjlen - Kyllingvinger eller lår - Kyllinghalse eller kalkunhalse (kan købes grovhakket eller hele, og er primært brusk) De nævnte ben/brusk ovenfor er lette at tygge i og nemme at fordøje. Giv ikke op, før du har prøvet mange forskellige varianter - nogen hunde kan være meget kræsne. Vi havde desværre en hund med dårlige knæ som havde meget ondt, og det var virkelig svært at se. Men et af tegnene var, at han ikke spiste ting, der krævede at han skulle tygge mere end højst nødvendigt for at overleve. Han spiste kun vådfoder og hakket kød. Efter en operation i hvert knæ blev han helt vildt glad igen og spiste herefter ALT, også rå ben. Han var ca. 1 år da det blev opdaget, og havde gule belægninger omkring tænderne. Efter operationerne, hvor han begyndte at spise rå ben, forsvandt det gule. Tænderne er nu helt hvide igen.
0 Comments
|
Forfatter25 årig kvinde med stor interesse for hunde-træning og adfærd. Arkiver
February 2018
Kategorier
All
|